“I am not afraid of storms, for I am learning how to sail my ship.”
Louisa May Alcott
Jeg er sejler.
Jeg elsker at være på havet. Den vuggende følelse, vinden i håret og det at være på vej.
Egentlig vil jeg allerhelst bare sejle med vinden. Lade mig føre af den.
Ud på et behageligt eventyr.
Men det er uhyre sjældent, at det er sådan en sejltur eller eventyr, jeg er på.
For der er ting, jeg skal gøre, steder jeg skal være, mennesker jeg skal relatere til og ting at lære.
Der er ting, jeg må se i øjnene, for at finde i havn.
Al navigation nu til dags er elektronisk. Jeg indtaster mit mål, og den beregner min kurs.
Men i gamle dage brugte man pejlemærker.
Et pejlemærke er typisk et fyrtårn, bøje eller landemærke såsom et kirketårn eller noget andet højt. Noget der stikker ud af landskabet.
Og husk dit skib bliver påvirket af omgivelserne, som er vinden og strømmen, og dit kompas af magnetismen.
Hvis jeg ikke havde et navigationsudstyr, så ville jeg se mig omkring og finde nogle pejlemærker, som jeg kunne pejle efter. Altså bruge til at hjælpe mig med at finde ud af, hvor jeg er, og hvordan jeg kommer til mit mål.
Men det er ikke kun, når jeg er til havs, at jeg har brug for at vide, hvor jeg er, eller hvor jeg er på vej hen.
I en bog om endometriose ville det være oplagt at tænke, at målet er “at komme af med” endometriose-smerterne. Der er nogle, som tror på, at det slet ikke kan lade sig gøre at ændre på sin endometriose. Og der er nogle, som tror på, at det kan lade sig gøre at komme af med smerterne.
Men der er også nogle, der tror på, at det kan lade sig gøre at komme af med både smerterne og cysterne. Jeg troede jeg hørte til den sidste del. Jeg har talt med kvinder, der troede på det, og som har gjort det.
Jeg har været smertefri siden 2019, men jeg har stadig en cyste på højre æggestok. Den er blevet mindre, men den er der stadig. Den lille jeg havde i venstre æggestok forsvandt. Så jeg må have troet mest på at blive smertefri.
Du vælger, hvad du vil tro på, for det er din vej.
At blive smertefri er en bonus
Som jeg nævnte i forordet, så opdagede jeg undervejs, at det at blive smertefri var en bonus, fordi denne rejse kom til mere og mere at handle om at finde hjem til mig selv.
At finde ud af, hvem jeg er?
Hvad jeg gerne vil?
Hvornår jeg har det godt?
Hvilken form for relation jeg ønsker til andre mennesker?
Hvad jeg vil sige ja til, og hvad jeg vil sige nej til?
Hvordan jeg kan passe på mig selv?
Hvad et godt parforhold er og min rolle i at skabe det?
Hvordan jeg kan give min kreativitet plads?
Hvad der skal til for, at jeg tør have mine egen stemme, selvom den ikke siger det samme som “det gængse”?
Hvilken kost elsker mine tarme?
Hvordan lytter jeg til min krop og finder ud af, hvad den har brug for?
Refleksionsøvelse
Nu er det din tur til at reflektere over, hvad det kunne betyde for dit liv at bruge din endometriose som pejlemærke.
Brug ovenstående spørgsmål til at reflektere over, om der er nogen af de punkter, som kan påvirke dit liv og støtte dig til mere livskvalitet?
Endometriosen som pejlemærke
Den her rejse er kommet til at handle om mig, og at jeg har det godt i alle områder af mit liv.
Endometriosen er ikke mit mål mere, den er mit pejlemærke.
Endometriose giver mig feedback. Det har min i hvert fald gjort. Den har enten givet mig flere smerter eller færre smerter, alt efter hvordan jeg har levet mit liv.
Kan du huske, da jeg beskrev, hvad et pejlemærke er?
“Et pejlemærke er typisk et fyrtårn, bøje eller landemærke såsom et kirketårn eller noget andet højt. Noget der stikker ud af landskabet.”
Endometriosen lever op til det. Den stikker ud af landskabet. Den falder ikke ind i hverdagen. Den er meget håndgribelig og synlig. I hvert fald oplevelsen af den, når den folder sig ud.
Min endometriose er pejlemærket, en slags feedback-mekanisme, så lad os vende blikket mod vores båd og se på det, der påvirker den.
God vind
Cristine