En naturlig tilgang til Endometriose
I hvert fald min tilgang
“Your emotions are your inner guidance system. They alone will let you know whether you are living in an environment of biochemical health or in an environment of biochemical distress. Understanding how your thoughts and your emotions affect every single hormone and cell in your body and knowing how to change them in a way that is health-enhancing, gives you access to the most powerful and empowering health-creating secret on earth.”
Dr. Christiane Northrup
Denne bog handler ikke om p-piller, hospitaler, smertestillende og operationer, fordi det har jeg valgt fra i denne omgang. I hvert fald indtil videre.
Jeg ser endometriosen, som et symptom på en ubalance i mit liv, så i stedet for at fokusere på endometriosen, har jeg valgt at fokusere på mit liv. Det har været et naturligt valg for mig, men altså ikke det, jeg er blevet rådet til af det offentlige system.
Gennem min rejse til at blive smertefri har jeg opdaget mange ting, som jeg vil dele med dig. Uanset om du laver samme fravalg og tilvalg som jeg, vil bogen være et godt og opbyggeligt supplement. Den er fuld af eksempler, teori og historier, du kan bruge til at finde din vej til et godt liv med endometriose.
Det allervigtigste vil jeg gerne dele med dig allerede nu.
Det er ikke et hurtigt fix.
Jeg vidste godt, da jeg startede, at det nok ikke ville lykkes fra den ene uge til den anden, men jeg forstod først langt senere, at det ikke handler om at blive smertefri, så jeg kan vende tilbage til mit gamle liv igen.
Det handler om at skabe et nyt liv, med nye gode og støttende handlinger og beslutninger. Et liv hvor jeg trives uden at frygte den næste menstruation, eller om kræfterne er der til at fuldføre de projekter, som jeg gerne vil.
Et liv hvor jeg trives ved at være mig. Meget mere mig end jeg nogensinde har været.
Det er en proces, som har vist sig at handle om så meget mere end “kun at blive smertefri”. Tænk at jeg skriver KUN. Det er nærmest flabet - det ved jeg.
Jeg kan godt huske det smertehelvede, som dukkede op hver måned og til sidst, inden jeg valgte selv at gøre noget, faktisk dukkede op både ved ægløsning og menstruation. Det var virkelig et helvede, hvor den eneste naturlige bevægelse var at kaste mig rundt i sengen af smerte eller forsøge at ligge helt stille, fordi hver eneste bevægelse føltes, som om jeg tabte mit smertende underliv på gulvet, for slet ikke at tale om den umenneskelige strålende smerte, som indtog indersiden af mit højre inderlår og hofte.
Men jeg har opdaget, at selvhelbredelse handler om mere end at slippe af med noget og blive fikset.
Hvert et skridt på min vej har jeg fået det bedre af i rigtig mange forskellige områder af mit liv. Men den absolut største gave, jeg har fået på min vej, har været, at jeg er begyndt at elske mig selv - ja sådan rigtigt elske mig selv.
Jeg vil ikke her på første side fortælle dig “at dette er løsningen på at helbrede dig selv for endometriose”. Men denne naturlige tilgang har virket for mig.
Du må ikke forveksle denne bog med den rådgivning, som du får på hospitalet, som i mit tilfælde er operation og hormoner. Denne bog er ikke lægelige råd, selvom du i bogen vil finde råd, som jeg har fået af udenlandske læger og andre eksperter. Denne bog er noget helt andet, for den handler om det, du selv kan gøre, og som ingen anden kan gøre for dig.
Så om denne tilgang er den rigtige for dig, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg selv har været åben for andre tilgange, og derfor har jeg søgt viden og hjælp, som kunne hjælpe mig med selv at tage hånd om min endometriose.
Dette har været min løsning, og jeg vil invitere dig til at læse den, lave øvelserne, jeg foreslår, og altid mærke efter, om det du gør, bringer dig tættere på eller længere væk fra det liv, du ønsker.
Det er den måde, at du finder din vej.
Sådan er bogen bygget op
Vi to mødes midt i det hele, for endometriose er ikke nyt for min krop. Jeg tror, at den har udviklet sig, fra jeg var barn, selvom jeg først blev diagnosticeret som trediveårig. Derfor bruger jeg nedslag i min fortid som forklarende og understøttende baggrund for det, jeg gerne vil formidle til dig.
Både din og min historie kan altså være med til at kaste lys og sammenhæng over eksempelvis visse adfærdsmønster, fysiske udfordringer og gamle følelser, der i dag påvirker dit liv. Men dette er ikke en “søben rundt i fortiden”-bog.
Mit ønske er at give dig en masse viden og redskaber, som peger fremad. Noget du kan gøre, som kan støtte dig aktivt i at ændre dit liv. For et liv uden endometriose smerter er ikke det samme liv, som du har nu. Det er et anderledes og smertefrit liv.
Du vil også møde mennesker, teorier, bøger..., som har hjulpet mig i min selvhelbredelse. Jeg kalder dem mit TEAM. Jeg vil fortælle dig, hvorfor jeg har valgt mit TEAM, og hvordan de har vist sig at være vigtige for mig på min vej. En del af mine TEAMmedlemmer bliver nævnt i kapitlerne, men bagerst finder du en ressourceliste, hvor du kan finde links til dem, som jeg anbefaler.
Jeg ønsker, at denne bog skal inspirere og støtte dig til at finde din egen vej med lige præcis den hjælp, du har brug for.
Men bemærk at det ikke er altid, at et TEAMmedlem er et aktivt tilvalg. Nogle gange er det først i bakspejlet, at du får øje på, hvor stor en hjælp en uventet gæst (det kan både være en person, en oplevelse, teori eller andet) har været i dit liv.
Lige nu er jeg en del af dit TEAM.
I mit TEAM er behandlere, læger, clairvoyante, akupunktører, kostændringer, kosttilskud, teorier…bøger, naturpræparater…kvinder, der har gjort det selv.
Mit bedste råd til dig er at være åben og nysgerrig.
Invitér mit TEAM og mig ind og brug det, vi tilbyder, hvis det passer til din vej.
På min vej har jeg fået gaver i form af TEORI. Det er ikke bare én teori. Det er meget forskellig teori og flere indgangsvinkler.
Det har hjulpet mig til at forstå sammenhænge, men også givet mig modet til at fortsætte, selvom jeg flere gange har tænkt; “det ville godt nok have været lettere bare at sige ja til operationen!”. Men teorien har støttet mig i at holde fast i at gå min egen vej og rette op på mine ubalancer.
Teorien og den nye fortælling om mig selv, og hvad der er muligt for mig, har støttet mig til at holde fokus på at finde min egen vej. Og det har lydt sådan her inde i mit hovede:
“Måske siger du ja til operationen en dag,
men først skal du have det godt og leve det liv, du ønsker,
og så må du se, om du får brug for en operation en dag.
Men søde Cristine den dag er ikke i dag.
Så hvad vil du gerne lige nu?”
Teorien er blevet absorberet og brugt som en ny referenceramme i min nye virkelighed. Det har styrket mig i mine valg igen og igen, hvilket er grunden til at en del af den teori og de øvelser, som du møder i bogen, er vigtige hjørnesten i mit fundament. De er blevet mit “GO TO” sted, når tvivlen og usikkerheden er kommet snigende.
Jeg kommer til at præsentere dig for TEORI, derfor vil jeg bede dig om at være åben - ikke overfor om det, jeg præsenterer dig for, er rigtigt, men overfor dine egne reaktioner.
Hvis du har en følelsesmæssig reaktion på det, du læser, så vær åben overfor dig selv og stil dig selv følgende spørgsmål.
Hvilken betydning giver jeg det, jeg læser?
Hvorfor reagerer jeg på det?
Din reaktion er info til dig om dine tanker, følelser og den måde, du ser og fortolker din verden på.
I slutningen af hvert kapitel vil du møde et par spørgsmål, der har til hensigt at hjælpe dig med at gøre kapitlet personligt og undersøge, hvordan du kan bruge kapitlet.
Det, som jeg gerne vil have dig til at opleve gennem denne bog, er, at du har mulighed for at få det godt. Men at “GODT” ikke er en smertefri version af dit nuværende liv.
At få en anden tilstand i din krop end den nuværende kræver, at du gør noget andet.
Og ANDET vil føles anderledes.
Derfor kræver det bevidst opmærksomhed at stå imod trangen til at vende tilbage til det trygge, du kender. Men når alt skriger inden i dig og tigger dig om at gøre, som du plejer, så er du på vej - det er din modstand, og den er okay.
Jo mere nænsom du er overfor din modstand, jo hurtigere forsvinder den. Og jo lettere kommer “gaverne” i form af forståelse, indsigter, værdifulde erkendelser og smertelettelse.
Så pas godt på dig selv.
Lad være med at dømme dig selv eller tro, at du skal gøre det bedre, end du egentlig har overskud til.
Arbejdet med din modstand er det egentlige arbejde.
Jeg havde reduceret mine smerter væsentligt, før jeg begyndte at tage kosttilskud.
Kosttilskuddene er vigtige, men de er ikke en løsning, der kan stå alene.
Løsningen på dit problem er DIG.
Og vejen dertil er din.
Cristine