“Healing begynder, når du tør sætte ord på det, du mærker, men ikke helt forstår – endnu.”
Cristine
Nu er det din tur til at undersøge din endometriose-historie.
Jeg forestiller mig, at du ikke lever i den samme fornægtelse, som jeg gjorde i mange år, for så havde du i hvert fald ikke købt en bog, hvor der stod endometriose på forsiden.
Din første øvelse er en skriveøvelse, hvor rammen for opgaven, hjælper dig til at få kontakt med din intuition. Hvis du ender med at sidde fast i dit hoved og tænke; “ej det er da en lorteøvelse, det virker overhovedet ikke, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive…” Så bær over med dig selv, træk vejret og smil. Kan du huske, at jeg i indledningen skrev, at det er arbejdet med din modstand, der er det egentlige arbejde?
Min opfordring er at bede din skeptiske del om at sætte sig om på bagsædet, mens du giver plads til en mere støttende eller visere del af dig selv. Så ingen grund til at give op, fordi den forkerte indre del snuppede førersædet.
Rammen for denne øvelse er:
At du ikke må løfte din blyant eller stoppe op. Du skal blive ved med at skrive. Ikke noget med at viske ud eller strege over.
Bare bliv ved med at skrive.At du skal blive ved i 25 minutter.
Jeg er klar over, at femogtyve minutter er lang tid. Men det er rammen.
Hvilken oplevelser eller situationer i min nutid og fortid hænger sammen med min endometriose og mine smerter?
Da jeg startede med at skrive til dig, lavede jeg øvelsen flere gange i flere dage i træk. Det, jeg skrev, ændrede sig, og pludselig skrev jeg om noget, jeg ikke anede, jeg ville skrive om. Men det gav enormt god mening, særligt da jeg dykkede ned i, hvordan stress påvirker vores hormonsystem.
Det kommer jeg ind på senere.
Der var simpelt hen noget i mig, der var kvikkere end mit bevidste jeg. Det vil du nok også opleve. Så giv dig selv lov til at skrive historien igen og igen.
I starten græd jeg lidt. Næste gang blev jeg irriteret, men så begyndte det at flyde...Måske dukker der noget op. Det kan være en vinkel, en følelse eller noget, du slet ikke havde tænkt på, men giv dig selv lov til at gentage øvelsen.
Det, der virkede for mig, var:
En fast ramme: tidsgrænse og skal skrive/må ikke stoppe-reglen.
Et enkelt spørgsmål: Hvilke oplevelser eller situationer i min nutid og fortid hænger sammen med min endometriose og mine smerter?
Gentagelsen: 3-5 gange indenfor 10 dage.
Du skal skrive i femogtyve minutter om det, der i dit liv er forbundet med din endometriose og dine smerter. Du skal ikke analysere, om det nu også er plausibelt eller dømme det til at være “hen i vejret, langt ude” eller noget andet.
Vi kan være rigtig hårde ved os selv, når vi skal gøre noget, som vi ikke er vant til, og særligt hvis vi heller ikke har en facitliste, der kan fortælle os, om det vi gør, er rigtigt.
Det, du skriver, er godt. Uden tvivl. For det er dit. Måske giver det mening. Måske gør det ikke. Men en stemme i dig får plads til at udtrykke sig, og det er en god ting.
Hvis du begynder at vurdere dig selv, så stop op, tag en dyb vejrtrækning og send dig selv et indvendigt smil. Du er den voksne, som beroliger dig selv til at tage skridtet at skrive - at lade det flyde gennem dig.
Og hey - der faldt ingen store åbenbaringer ned i mit skød efter første gang.
Men gentagelserne begyndte at skabe et fokus, en retning.
Det, du gør, er:
Find papir og blyant eller computer.
Sæt dit ur til 25 minutter.
Spørgsmålet er: Hvilke oplevelser eller situationer i min fortid og nutid hænger sammen med min endometriose og mine smerter?
Skriv helt uden at stoppe, bare bliv ved med at skrive.
Efter du har skrevet teksten, så lad være med at redigere den.
Du har lavet et femogtyve minutters skriftligt udtryk - og det er fuldstændig, som det skal være.
Rigtig god fornøjelse
Cristine Wasgård