Nu er det din tur til at udforske din stressrespons.
Prøv at identificere Amy i dit liv.
Begynd i løbet af dagen at lægge mærke til, om du er sammen med Amy, eller om du trækker vejret og er åben for refleksion.
Der er ikke noget galt med hverken Amy eller dig, men det har en konsekvens for dig at være for meget sammen med hende.
Hvis du slet ikke kan mærke noget, så læg dig på gulvet og træk vejret dybt. Vejrtrækningen er broen fra Amy og det sympatiske nervesystem over til det parasympatiske nervesystem. Brug øvelse 6 fra forrige kapitel.
Jeg havde selv en oplevelse en dag, hvor jeg var i gang med at lave mad, og min søn på den gang tretten kom ud i køkkenet til mig og sagde: “Er der noget galt mor?”. Mit prompte svar var nej. Alt var fint, men han blev ved; “du ser ellers ikke særlig glad ud”. Jeg benægtede, og han forduftede ind på sit værelse igen. Heldigvis, for det var virkelig et irriterende spørgsmål.
Men han havde tændt for lygten i mørket. Der var skabt en kile stor nok til, at jeg over den næste periode opdagede, hvordan jeg har en tilbøjelighed til at blive både stresset og i dårligt humør, når jeg lavede mad - og helt uden jeg opdagede det.
Nu er det heldigvis blevet sådan, at jeg ofte opdager det og kan ændre det. Og det gør jeg med en dyb vejrtrækning og et indre kærligt smil til mig selv.
Nu er det din tur til at undersøge, om du i din dagligdag kan finde situationer, hvor du kropsligt er presset.
Der er forskellige fysiske signaler, som du kan være opmærksom på:
• Din fordøjelse, går den i stå?
• Din vejrtrækning, sidder den i brystet og har korte ind og udåndinger?
• Din nakke, spænder du op i nakken og hæver skuldrene en anelse? Oplever du spændingshovedpine?
• Lyske og lænd, er du fastlåst, eller har du en lækker fri salsa numse?
• Hænger du? Falder du sammen? Spænder du op? Eller mærker du din indre styrke og bær dig selv?• Brystkassen, trækker du skuldrene lidt frem og værner dig mod livet, som kommer lidt for meget og lidt for hurtigt mod dig?
• Maven, er den anspændt og trækker sig sammen?
Læg mærke til hvordan du går, står og trækker vejret. Din kropsholdning og fysiske respons til livet. Dit tempo. Er der sat punktum og kommaer i dit liv, så du kan trække vejret eller kører det derudaf i en smøre?
Lad hver med at dømme dig selv, hvis du møder en fysisk sammentrækning, en spændthed, så træk vejret dybt med dit accepterende suk og giv plads til en ny version af dig i dit liv.