Nu er det din tur til at gå på oplevelse i dine tre cirkler?
Hvor fyldte er de?
Hvad får “vandstanden” til at stige i dem?
Hvad får vandstanden til at falde?
Jeg startede dette kapitel med at fortælle om pejlemærker.
I dit arbejde med din smerte foreslår jeg, at du bruger dine endometriose-smerter som pejlemærke, men at dit mål og dit egentlige fokus er dig i din biopsykosociale smertemodel.
Så det handler om at tænke bredt, ikke kun se med tunnelsyn på endometriosen.
Hvad kan give dig glæde, nærvær og lykke i hele dit liv, for du er SÅ meget mere end dine smerter - det ved jeg. Du har mængder af ressourcer, som venter på dig. Og din krop er det mest tilpasningsdygtige og loyale, du nogensinde kommer til at dele dit liv med, og den kan godt det her.
Det kan godt være, at du nu tænker, at det bliver for meget, for stort - alt for omfattende. At endometriosen var rigelig at skulle forholde sig til.
Det er helt naturligt at opleve modstand, og jeg insinuerer jo egentlig også, at der er noget i dit liv udover endometriosen, som ikke fungerer. Hvis du bliver en snert irriteret over det, kan jeg godt forstå det. Jeg ved, at du gør dig umage.
Jeg vil gerne, at du giver dig selv lov til at blive stille med dig selv, så du får tid til at opdage de små signaler, der opstår i dine tanker, din krop og dine følelser.
Det er ligesom at gå fra at have svært ved at se skoven for bare træer til “at stå stille og mærke lydene fra dyrenes puslen, fuglenes kvidren, duften af jord eller fyr. Lyset der zigzagger ned mellem træernes grene, som let vejer i vinden.” Så ved jeg, at jeg er i en skov. Så forholder jeg mig til skoven med mit nærvær og mine sanser.
På samme måde vil jeg bede dig om at forholde dig til dine tre cirkler.
Forestil dig, at du er kvinden i midten af den biopsykosociale smertemodel og udfyld de tomme cirkler med, hvad du er udfordret på?
Når det ”indlysende” har fået plads på papiret og er noteret ned, kan du:
Spørge dig selv, hvad der ellers påvirker denne cirkel?
Stille dig op og se cirklerne omkring dig, mens du mærker ind i dem med din væren. Hvad dukker der op af information?
Hvad er det i dine tre cirkler, som får bægeret til at flyde over?
God arbejdslyst
Cristine Wasgård