“Aldrig før i mit arbejde har jeg været vidne til så mange kvinder i et så intenst stormløb for at gøre alt og være alle ting for alle mennesker. Aldrig før har jeg set den grad af problemer i vores hormonelle system, som jeg ser nu. Kvinder er på. Mange af dem er også trætte. Trætte men på. Og det ubarmhjertige hastværk, denne opfattelse af, at der ikke er nok tid kombineret med en uendelig to-do liste, har betydelige sundhedsmæssige konsekvenser for mange kvinder.”
Dr. Libby Weaver, Rushing woman’s syndrome
Den forjagede kvinde kender du helt sikkert. Hun jager afsted og har en masse at se til. Hendes to-do liste over ting, som hun mener, at hun bør og skal tage sig af, er lang. Hun er meget tidstypisk, derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at du kender hende.
Måske er du hende!?!
Hun er træt, men på, og hendes bedste dage starter med en kop kaffe og slutter med et glas vin. Hun har for meget at se til, men ønsker sig alligevel flere timer i døgnet. Hun har ganske enkelt ikke tid til at stoppe op, for listen over ting, der skal gøres og andre menneskers behov, som skal løses, er for lang. Men hun står ikke på sin egen TO-DO liste, for det har hun ikke tid til.
Den forjagede kvinde føler sig ofte overvældet og har en dårlig korttidshukommelse.
Kender du det at gå fra et rum til et andet, men når du træder ind i det andet rum, har du glemt, hvorfor du forlod det første rum?
Jeg har været en forjaget kvinde, og nogle gange syntes jeg, at jeg løb rundt, som en høne uden hoved.
Når jeg havde det sådan, vil jeg vove at påstå, at der faktisk var flere gode og fantastiske oplevelser, der kunne være blevet dejlige minder, som jeg ikke bemærkede, fordi mit liv mest af alt virkede kaotisk og som én lang reaktion på andres behov. Eller i hvert fald de behov, som jeg troede, de havde, og som jeg troede, at jeg var løsningen på.
Jeg forsøgte ikke at please hele verden. Kun de relationer, som jeg anså for at være vigtige i mit liv, og som jeg inderligt ønskede, skulle kunne lide mig, fordi jeg indeni følte, at jeg ikke var værd at elske.
Jeg jagtede et punkt eller sted i mit liv, som ikke fandtes. Jeg kunne umuligt nå i havn, for den havn, hvor jeg er perfekt, og derfor er værd at elske, findes ikke.
Den forjagede kvinde er en indre travlhed, et indre pres, som vi putter på os selv, og det har ikke meget at gøre med, hvor mange opgaver, vi reelt har foran os.
Og det indre pres, den indre travlhed, der gør livet pressérende, går under følelsesmæssig stress.
Indre følelsesmæssig stress kommer for eksempel fra vores adfærd om hele tiden at please andre, bekymre os, vores egen indre negative stemme, hvordan vi slår knuder på sig selv for at undgå konflikter og vores strategier til at dulme den indre smerte og ubehagelige følelser.
Det er derfor, at jeg i denne bog, der handler om endometriose, påstår, at den største helbredelse i dig finder sted, når du får styr på din krops biokemi og dine egne overbevisninger.
Det du spiser, tænker, føler og tror på.
Mine cyster og mine smerter kom igen, selvom en virkelig dygtig kirurg havde fjernet dem samtidig med, at hun havde bevaret mine æggestokke.
Et kirurgisk indgreb ændrer intet ved din biokemi eller dine overbevisninger - altså det du spiser, tænker, føler og tror på.
Derfor er denne bog et fantastisk redskab som supplement til operationen, eller måske er det omvendt. At operationen er et supplement til denne bog.
Jeg er ikke altid for operation, men jeg er heller ikke altid mod operation. Det er meget mere nuanceret.
Men hvad, jeg ALTID mener, er, at en operation ikke kan stå alene. Der er simpelthen et stykke arbejde, du selv må gøre, for du er slået ud af kurs. Det viser dine smerter og hormonbalance dig.
Cristine Wasgård