Kapitel 3, del 2: Den forjagede kvinde var barn engang

Når det vi gør bliver vigtigere, end det vi er

"At være sig selv i en verden, der hele tiden forsøger at gøre dig til noget andet, er den største bedrift."
– Ralph Waldo Emerson

Hvad er det, som slår os ud af kurs?

Det er der ikke et simpelt svar på. Det kan både være kemi fra omgivelserne, eksempelvis hormonlignende stoffer, men det er nok allermest et sammensurium af både kemien fra dine omgivelser, kemien inden i dig, dine overbevisninger, fortolkninger og din behandling af dig selv.

Det betyder jo også, at det kan være svært helt at snige sig forbi det skilt, hvor der står “FORTID”. Grunden, til at jeg gerne vil kaste et blik tilbage på din personlige tidslinje nu, er, at både du og jeg samlede noget helt elementært op, da vi var børn, som har noget med vores egen følelse af værdi at gøre.

Jeg måtte på et ret tidligt tidspunkt stille mig selv spørgsmålene:

• Føler jeg mig værdig til at blive rask?
• Hvad oplever jeg, giver mig værdi?

Derfor vender vi en tur tilbage til dengang, vi var børn, for hvor kommer den der altovervældende trang til at gøre og præstere for at føle sig elsket?

Den forjagede kvinde var barn engang

Jeg tror, at vi i vores snak om “den forjagede kvinde” har brug for at træde et skridt tilbage. Eller måske er det i virkeligheden et stik dybere, for den forjagede kvinde var barn en gang.

Og vi har tre måder, som vi opdager os selv igennem.

1. Hvad jeg gør.

2. Hvad jeg har.

3. Jeg er.

Jeg vil her gennemgå de tre forskellige måder, for derved at udfolde det for dig:

Nr. 1 - “Hvad jeg gør”

Der var engang, jeg arbejdede som lærer. Jeg havde startet en 1. klasse, som var fyldt med skønne nysgerrige børn. Jeg blev, som meget idealistisk og ung lærer, overrasket over, hvordan de mærkater, som børnene allerede havde fået, nærmest var tatoveret i panden på dem.

Det var ballademageren, den kvikke og sjove, den dumme, den lidt anderledes… og de dygtige piger.

En af “de dygtige piger”. Ja, nu kaldes de 12-tals-piger og er beskrivelsen af en perfektionistisk pige, der gennem sin skoletid har brugt sine evner som socialt mellemlægspapir i klassen, fordi hvis hun også blev rebelsk eller træt af det hele og sagde sin mening, ville få det hele falde fra hinanden. I hvert fald for læreren.

Du kender hende godt.

Den pige, som bliver sat sammen med de knap så bogligt stærke, for som en anden trækhest at få personen gennem pensum eller brugt som dæmper-funktion ved siden af personen med knap så høj værdi på boglig klasseundervisning.

12-talspigen kan også være en dreng.

Min søn lagde allerede an til det i 1. klasse, og en dag kom han hjem og spurgte; “mor, hvorfor skal jeg lære Louise matematik, når hun slet ikke har lyst til at lære det?”

Min søn kedede sig bravt, og løsningen havde været at gøre ham til hjælpelærer, men det gav ham desværre ikke større lyst til at gå i skole, så efter tre måneder i folkeskolen, startede han i vores hjemmeskole.

Bare så vi har det helt på det rene; det er ikke kun piger, der er mellemlægspapir, men i min historie er det en pige. Så lad os vende tilbage til den.

For sådan en skøn lille pige var allerede skabt, og sad der i min 1.klasse. Lad os kalde hende Sofie. Og Sofie gjorde det, hun skulle gøre. Og hun gjorde det med stor omhu, fordi hun gerne ville gøre mig tilfreds, så hun kunne modtage den ros, som hun meget velfortjent mente, hun fortjente. Hun fortjente helt sikkert den ros, men jeg ønskede at se mere af hende. Ikke kun se alt det, hun var så dygtig til, men se hvem hun også var. Så i stedet for at rose og fastholde hende i den adfærd, begyndte jeg at fortælle hende, hvad alle hendes farver på tegningen eller hendes flotte formede bogstaver gjorde for mig. Jeg blev glad af farverne, taknemmelig over, at hun brugte hele papiret/vores ressourcer godt eller lettet over, at det var så let at læse hendes bogstaver.

Men så skete det pudsige, hendes mor begyndte at ringe til mig, fordi Sofie var blevet bange for mig. Hun kunne ikke forstå, hvad jeg sagde til hende.

Det hele kulminerede i et meget udfordrende forældremøde, hvor flere forældre var vrede. Jeg havde indført mægling i klassen, og der var derfor ingen, som fik skæld ud. Det var der stor utilfredshed over blandt forældrene [og mine kollegaer].

Bare en hurtig info, historien foregik i slutningen af 90’erne.

Børnene var virkelig gode til mægling. Og vi var gået fra ti minutters frikvarter og femogfyrre minutters detektivarbejde benævnt: “Hvem er skurken?” til femogfyrre minutters frikvarter og ti minutters mægling, hvor vi fik en større forståelse af hinanden.

Forældremødet var virkelig udfordrende, så da Sofie dagen efter mødte op i klassen, blev jeg så overrasket. Den dag smed jeg mine regler til side og roste Sofie stort: “Ej hvor er du dygtig, når du gør … det og det…

Samme eftermiddag havde jeg moren i røret igen, og jeg var så klar til at smide håndklædet i ringen… Men i stedet sagde hun til mig: “Nu er alt godt, jeg ved ikke, hvad du har gjort, men det har virket. Sofie er ikke utryg ved dig mere.”

Det tog virkelig noget tid før jeg fattede, at det var mit forsøg med ikke at dømme, hverken positivt; “hvor er du dygtig” eller negativt; “det er du ikke så god til”, som havde ramt Sofie.

Sofie kom nemlig fra et meget dømmende hjem, hvilket jeg selv havde oplevet i utallige telefonopkald ugerne forinden, og hun var simpelthen blevet så usikker, fordi hun følte ikke, at hun var noget værd, medmindre jeg fortalte hende, hvad hun gjorde godt.

Hun var vant til at få ros, for det hun gjorde, og da jeg ændrede klasserummet fra at være et “rigtigt-forkert” sted til at være et sted med plads til personlige udtryk, blev den dygtigste pige i klassen så utryg og forvirret, at hun blev ked af at gå i skole.

Sofie hørte altså ind under måde 1:

Det er det, jeg gør, som giver mig værdi.

Nr. 2 - "Hvad jeg har”

Forestil dig Louise, som leger dansende rundt på gulvet. Hun har klædt sig fint på og lever sig fuldt og helt ind i rollen som ballerina. Du går forbi og siger: "Wauw Louise, det er en virkelig flot kjole, du har der, du er da heldig". Det virker ikke helt utænkeligt, at sådan en slags situation kan opstå på de fleste institutioner og hjem. Men det, Louise lærer, er, at hun vil blive anerkendt, hvis hun har noget. I det her tilfælde en flot kjole.

Det kunne også være Viggo, der leger i sandkassen med en stor rød traktor, hvor jeg i stedet siger: “Hold da op Viggo, det er godt nok en flot stor traktor, du har der!”.

Min mand (og jeg) har indtil nu haft tre Porscher, da vi snakkede frem og tilbage, om vi skulle sælge den sidste, sagde min mand; “men jeg føler mig bare bedre tilpas, når jeg kører i den.”

Han hedder ikke Viggo, men han er også Viggo. Og jeg tror Louise og Viggo findes i os alle, om det er det rigtige hus, møbler, tøj, ur, mobil, titel osv., så kender langt de fleste af os i den vestlige verden “Viggo og Louise”.

Vi kender:

Jeg kan mærke, at jeg er noget, fordi jeg har noget.

Der er ikke noget galt med at kunne præstere eller være glad for noget, som jeg har.

Udfordringen opstår, hvis det er den eneste måde, jeg giver mig selv værdi på, for så ender jeg som den forjagede kvinde, der stresser rundt for at gøre andre tilpas og forsøger at få det til at se pænt ud. Så jeg kan føle mig rigtig og dermed værdig til kærlighed.

Arbejder jeg med min selvtillid, så styrker jeg den ved at være god til noget eller have noget, som jeg tildeler værdi.

Nr. 3 “Jeg er”

Denne måde handler om selvværds-området, og det er helt essentielt for at kunne balancere os selv i den verden, vi lever i. Det er på den måde, at vi planter vores fødder dybt i den jyske muld og holder os på vores egen banehalvdel.

Selvværd beskrives som en psykologisk tilstand, der er baseret på en persons egen vurdering af hans eller hendes værd. Kort sagt beskriver dit selvværd, om du kan lide dig selv eller ej.

Område 3 skabes, når vi ikke behøver at gøre eller have noget specielt for at blive elsket. Det kommer af den kontakt, der opstår, når jeg f.eks udtrykker, hvor dejligt det er bare at være sammen med dig. At nyde nuet sammen med dig, hvor du er dig selv.

Du er noget værd, fordi du ER.

Du er værd at elske, selvom du fejler.

Jeg har talt med kvinder, som følte, at de var fanget i lavt selvværd, som var det et klistret spindelvæv fra en kæmpe edderkop.

Jeg havde selv lavt selvværd, og jeg jagtede oplevelsen af at være god nok ved at bekymre mig om andre og ved at please dem. Og det er et hjul uden ende. Det bliver en selvopfyldende profeti, fordi jeg i min jagt på selvtillid aldrig skrev mig selv på min to-do liste, hvilket ellers ville være løsningen.

Hvis du, som jeg, kan have en tendens til at være meget ambitiøs, være på, opmærksom, tændt og en snert for meget ovre i de andre og deres behov, så sørg for at sætte dig selv på din TO-DO liste. Også selvom det til at starte med føles lidt som spild af tid.

Kapitel 8 og 9 handler om at komme på listen; at indføre selvkærlige ritualer.

Jeg viste mig selv, at jeg er noget værd, fordi jeg ER, ved at bruge tid sammen med mig selv uden, at det havde et outcome. Jeg opnåede intet ved det, andet end at være sammen med mig selv. Jeg lagde mig på yogamåtten og var sammen med mig selv, jeg masserede mig selv med essentielle olier, skrev dagbog og en masse andet.

Og jeg viste mig selv, at jeg er værd at elske, selvom jeg fejler, ved at tale pænt til mig selv, når det der skete i mit liv ikke passede til min forestilling om, hvordan jeg mente og troede, at det skulle se ud, f.eks når jeg havde min menstruation. Jeg har lært at være nænsom overfor mig selv, når menstruationen kommer.

Jeg har lavet 2 skriveøvelser til dig:
Øvelse 4
Øvelse 5

Rigtig god fornøjelse
Cristine