“In order to love who you are, you cannot hate the experiences that shaped you.”
Andrea Dykstra
Det har altid gjort ondt, når jeg har haft menstruation.
Jeg kan huske situationer på studier, hvor jeg er blevet nødt til at forlade undervisningen på grund af voldsomme smerter og kramper. Hvor det bare at nå ud ad døren, inden jeg knækkede sammen, var en bedrift.
Jeg kan huske en periode, hvor det gjorde enormt ondt at have sex.
Jeg kan huske min konfirmation, hvor jeg havde et uhørt antal bind på, fordi jeg var så bange for, at når jeg rejste mig for at gå op til præsten, at der så ville være en stor rød plet bag på min hvide kjole.
Da jeg senere fik børn, kan jeg huske utallige gange, hvor mine dejlige børn har villet ting, som jeg ikke havde energi til.
Jeg har hver måned haft behov for at ligge helt stille, fordi hver en bevægelse har gjort ondt. Jeg har ikke spist mange piller, selvom jeg havde lyst, men jeg har slæbt mig rundt og følt mig helt og aldeles utilstrækkelig.
Set i bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, at det ville have gavnet mig, hvis jeg havde haft færre forventninger til mig selv under mine menstruationer. Men vi lever i et samfund, hvor det forventes at præstere ens alle dage i måneden - og det kunne jeg ikke.
At leve med endometriose har givet mig en stærk følelse af at være utilstrækkelig. Da jeg var ung, drømte jeg om at have et ganske almindeligt arbejde. Et hurtigt kig på en gennemsnitsdanskers antal sygedage på et år, fik mig hurtigt på andre tanker. Det ville være fuldstændig umuligt for mig at leve op til. Derfor blev jeg selvstændig. Du tænker måske, at jeg så planlagde mit liv på en måde, så jeg hver måned havde tid til at slappe af og passe på mig selv, men desværre nej. Jeg har på trods af de muligheder, som jeg har haft, ikke passet godt på mig selv under menstruation. For “ikke at passe på mig selv” har klart været en del af mit mønster og en måde at bevare mine endometriose-smerter på.
Endometriosen slår til igen
Det var først, da jeg var omkring tredive år, at jeg endelig fik forklaringen på, hvorfor mit liv havde været plaget af smerter og meget kraftige blødninger. Jeg havde kun en gang tidligere besøgt en læge for at få hjælp. Det gjorde jeg, da jeg var ganske ung. Jeg har vel haft min menstruation i et års tid, da jeg besøgte min læge og spurgte, om der var noget, vi kunne gøre, fordi det gjorde ondt, og jeg blødte meget.
Min læge var en rar ældre herre, og han svarede, at jeg havde to muligheder. Jeg kunne enten få et barn, hvilket jeg jo var for ung til, og så var der kun p-piller tilbage.
Jeg takkede nej til begge dele og bed smerterne i mig de næste femten år. Det blev femten år, hvor jeg kæmpede for at være normal og kunne det samme som andre. Det blev naturligvis femten år, hvor jeg igen og igen oplevede min egen begrænsning og utilstrækkelighed.
Da jeg blev tredive år, ville jeg gerne være gravid, men det virkede ikke rigtig. Der skete ikke noget, så jeg blev utålmodig og gik til lægen. Det blev en kort undersøgelse og en hurtig henvisning til Riget, hvor jeg efterfølgende fik fjernet to endometriosecyste. Én i hver æggestok på hver ti cm.
Nu må alt blive godt, tænkte jeg og blev gravid. Jeg vidste jo fra mit lægebesøg, som ganske ung, at løsningen på mine smerter var at blive gravid. Så jeg troede på, at nu var det hele overstået.
Jeg fik i 2004 en datter og i 2008 en søn, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Hvis jeg ikke var blevet opereret, tror jeg ikke, at jeg havde haft mulighed for at få børn.
Livet tog mig og førte mig videre, jeg tænkte ikke på endometriosen de næste elleve år. Jo, min menstruation blev værre og værre, men det var jeg jo vant til. Jeg var vant til at blive slået hjem hver måned. Jeg var vant til, at jeg hverken havde styrken eller kræfterne til det, jeg kunne se andre kvinder på min alder gjorde. Jeg vendte mit fokus mod min familie.
Fakta er, at jeg fortrængte min egen ubalance. Jeg havde smerter, blødninger, og jeg tænkte slet ikke tanken, at det kunne være endometriosen, som var vendt tilbage.
Smerterne bredte sig til ledsmerter, tungsind, enorm træthed, kraftige blødninger og smerter ved menstruation, men jeg gjorde ikke noget ved det. Det at leve med smerter var blevet en så naturlig del af, hvordan jeg oplevede mig selv, at jeg slet ikke overvejede, at det kunne være endometriose, eller at jeg kunne have et liv uden smerte.
Det at føle mig utilstrækkelig og have smerter var mig. Jeg identificerede mig med det.
Efter ti år var smerterne begyndt at accelerere ved ægløsning, og de fyldte nu så stor en del af min måned, at det seriøst begyndte at påvirke mig. Jeg levede et udfordrende liv på det tidspunkt. Jeg var stresset. Jeg følte mig ikke tryg, og jeg passede ikke godt på mig selv. Jeg troede, at min overlevelse handlede om at få andre til at have det godt, og så en dag ville det nok blive min tur. Jeg var træt, overvældet og trist. Jeg var udfordret i mit parforhold, mit arbejdsliv, og jeg havde det ikke godt, der hvor vi boede.
Det var i december 2018, at jeg blev slået i gulvet.
Men det var anderledes, for jeg havde ikke min menstruation. Jeg anede ikke, hvorfor jeg havde ondt omkring min hofte, min højre lyske og en stråle ned langs ad indersiden af mit højre lår til mit knæ. Men smerten gjorde det umuligt for mig at være nogen som helst steder, og tanken slog mig; “det har noget med min cyklus at gøre”. Jeg havde i løbet af efteråret oplevet smerterne gentagne gange, men aldrig med den samme styrke som i december 2018. Jeg må ærligt indrømme, at jeg intet vidste om min cyklus. Jeg havde ingen interesse i den. Jeg anede ikke, hvornår jeg fik min menstruation, på trods af at min menstruation var regelmæssig, kom den bare ALTID ubelejligt.
Smerterne gik over. Tiden gik. Jeg tog skyklapperne på igen, og januar kom, og det samme gjorde smerterne med fuld styrke. Endelig måtte jeg erkende, at det her stopper ikke, medmindre jeg ser det i øjnene, så efter en helvedes weekend, fik jeg endelig taget mig sammen til at kontakte min læge.
Fakta er, at de fandt to cyster; en i hver æggestok. Jeg blev henvist til Riget og indstillet til operation september 2019, men jeg ringede og aflyste, fordi jeg turde ikke.
Jeg turde ikke blive opereret igen.
Jeg havde i atten år fuldstændig ignoreret det faktum, at jeg var opereret for endometriose. Jeg havde på intet tidspunkt stillet mig selv det spørgsmål - gad vide hvorfor jeg har endometriose? Og måske endnu vigtigere; “HVAD KAN JEG SELV GØRE VED DET?”
Jeg var seksogfyrre år, før jeg begyndte at tage min ubalance seriøst, før jeg begyndte at handle og sige til mig selv, at jeg kan gøre en forskel i min krop.
Jeg havde været så optaget af at være rigtig og at gøre noget for andre.
Det var en ikke en tilstand, som gjorde mig godt - nok nærmere tværtimod.
Cristine Wasgård