Du består af cirka 37,2 billioner celler. Det er 37.200.000.000.000 små levende enheder, der hver især udfører præcise funktioner, døgnet rundt. Uden at du tænker over det. Uden at du behøver forstå det.
Cellerne i din krop er specialiserede:
Røde blodlegemer transporterer ilt og udgør næsten 84 % af dine celler, selvom de kun vejer ganske lidt.
Hudceller beskytter dig mod omgivelserne.
Muskelceller sørger for bevægelse og styrke.
Nerveceller sender lynhurtige signaler, der får dig til at føle, tænke og reagere.
Knogleceller bygger dit skelet og holder dig oprejst.
Og så er der de livmoderlignende celler i endometriosevævet. Det er vigtigt at forstå: De er stadig dine celler. De forsøger ikke at skade dig – de er kommet på afveje og reagerer på signaler, miljø og indre kemi. Og ligesom alle andre celler i kroppen, er de en del af et system, der kan påvirkes – gennem biologi, bevidsthed og de felter, de lever i.
Men det stopper ikke der. For udover dine egne celler, bærer du rundt på lige så mange mikroorganismer: bakterier, svampe og vira, især i tarmen. De hjælper dig med at fordøje, danne vitaminer og holde dit immunforsvar i gang. Du er med andre ord et økosystem – mere end bare menneske, du er en verden i dig selv.
Og når vi zoomer endnu længere ind – helt ned i cellens indre – opdager vi, at den selv er lidt som en hel by. Lad os lege med den tanke et øjeblik:
Cellemembranen er som byens mure og porte. Den holder styr på, hvad der må komme ind og ud. Den beskytter, sorterer og kommunikerer.
Cytoplasmaet er som byens landskab – en gele-agtig væske, hvor alt bevæger sig. Her flyder næringsstoffer, signaler og strukturer rundt mellem cellens dele.
Cellekernen er borgmesterens kontor. Her findes DNA'et – opskriften på, hvordan hele byen skal fungere. Herfra sendes beskeder ud til resten af cellen.
Ribosomer er fabrikkerne. De læser beskederne fra borgmesterens kontor og bygger de proteiner, kroppen skal bruge.
Det endoplasmatiske retikulum (ER) er både vejnet og fabrik. Ru ER (med ribosomer) producerer proteiner. Glat ER laver fedtstoffer og hjælper med at rydde op i affald og kemikalier.
Golgi-apparatet er postcentralen, der pakker og sender proteiner og andre stoffer derhen, hvor de skal bruges.
Mitokondrierne er kraftværkerne. De laver energi, så hele cellen kan arbejde.
Lysosomer er skraldevognene – de rydder op og nedbryder affald og gamle dele.
Cytoskelettet er byens stillads og veje – det holder formen og sørger for, at alt kan bevæge sig.
Centriolerne er bygningsarbejderne. De træder til, når cellen skal dele sig og lave en ny.
Alle disse dele arbejder sammen i en uendelig, koordineret dans.
Cellerne arbejder ikke bare for sig selv. De arbejder for dig. For at du kan trække vejret. Tænke. Føle. Leve. Når du mærker energi, glæde, træthed eller smerte, er det cellernes arbejde, du mærker.
Når du tager en dyb indånding, suser ilt ned i lungerne og ud til blodet. Dine røde blodlegemer bringer det videre, hele vejen ud til dine celler, hvor mitokondrierne bruger det til at lave energi. Den energi du mærker, når du får et grin. Eller rejser dig. Eller bliver berørt.
Når du mærker uro, er det ikke bare tanker – det er signaler sendt via nervesystemet, oversat og forstået af celler, der lytter og reagerer. Når du falder til ro, ændrer cellerne deres tempo, deres kemi, deres kommunikation.
At forstå cellerne er ikke kun at forstå biologi. Det er at forstå, hvordan alt levende i dig arbejder for balance – og hvordan dine valg, din opmærksomhed, din vejrtrækning, dine følelser, faktisk kan påvirke dem.
Og vi har slet ikke nævnt én af de mest magiske budbringere mellem krop og sind: neuropeptiderne.
Neuropeptider er små signalmolekyler, som både dine nerveceller – særligt i hjernen – og dine immunceller producerer. De kan binde sig til receptorer på næsten alle celler i kroppen, De fungerer som en slags følelses-kemi – et fysisk sprog for tanker, stemninger og bevidsthedstilstande.
Når du føler glæde, kærlighed, vrede eller sorg, frigives bestemte neuropeptider, som så påvirker dine celler. Cellerne har receptorer, der modtager disse signaler – som en slags nøgler, der åbner døren til bestemte reaktioner i kroppen.
Joe Dispenza forklarer det sådan, at “tanker er hjernens sprog. Følelser er kroppens.” Det betyder, at dine følelser ikke kun er noget, du "har" – de er noget, dine celler faktisk mærker. Og dine celler reagerer på dem. Med biologi. Med kemi. Med rytme.
Forestil dig, at du føler dig elsket. Du slapper af. Dit åndedræt bliver dybere. Hjernen frigiver oxytocin – et neuropeptid, der ofte kaldes “kærlighedshormonet.” Det bevæger sig gennem kroppen, binder sig til cellers receptorer og fortæller dem: “Du er tryg.” Cellerne reagerer ved at skrue ned for stress og inflammation, og op for reparation og ro.
Omvendt – når du føler dig truet eller utryg, frigives andre neuropeptider som f.eks. substans P, der kan øge smertefølsomhed og aktivere immunsystemet. Følelsen bliver til fysiologi.
Kunne det være interessant viden, hvis du lider af endometriosesmerter? - altså det synes jeg.
Og når vi zoomer endnu dybere ned, ned til selve byggestenene – atomerne – så opdager vi noget, som de færreste tænker over: Atomer består næsten ikke af stof. De er stort set tomrum. Men det her tomrum er ikke ingenting – det er et felt, fuldt af energi og muligheder. Det, vi kalder 'stof', er egentlig ikke fast. Det er information organiseret som mønstre i energi.
Elektroner er altså ikke små kugler, der kredser omkring en kerne som planeter, som du måske også har lært det i skolen. De eksisterer ikke et bestemt sted, før de bliver observeret. Det betyder, at det, du er lavet af, ikke er statisk – det er potentielt.
Så du er ikke en fast ting – du er energi i bevægelse. Du er frekvenser og felter, der kommunikerer med hinanden hele tiden. Og fordi energi er formbart, er du også formbar. Det betyder, at når du ændrer din indre tilstand – dine tanker, dine følelser, din opmærksomhed – så ændrer du det elektromagnetiske felt, dine celler befinder sig i.
Med andre ord: når du ændrer en tanke, ændrer du din frekvens. Og det ændrer det signal, dine celler modtager. Det er ikke magisk – det er fysiologi. Det er kvantebiologi i praksis.
Men hvad har alt det med dig at gøre?
Hvad er du?
Har du som jeg lidt under menstruationssmerter i årtier? Så ja indrømmet virker denne tekst måske en snert skudt ved siden af, men for mig var dette andet perspektiv eller anden viden afgørende for, om jeg turde tro på, at der fandtes en anden virkelighed, for den virkelighed jeg levede i var ret fastlagt efter kalenderen og mine månedlige smerter.
Jeg blev nødt til at forstå naturvidenskaben bag “Hvad er jeg?”.
For jeg havde jo endometriosecyster i mine æggestokke, og de var skyld i mine smerter!?! Det kunne jeg blive enige med mange om.
Jeg identificerede mig med min virkelighed. Jeg sad fast i den, fordi jeg troede på den.
Der er en vigtig forskel på at have en oplevelse – og være den.
Men du er mere end det, du har oplevet indtil nu. At forstå det – og mærke det – er ikke at fornægte smerten. Det er at give plads til et håb om en virkelighed, der ikke er baseret på fortiden, men på videnskab.
Hvis du lever med en endometriose diagnose kan det være svært at mærke andet end begrænsning. Måske har du fået af vide, at du må lære at leve med det. Og måske er du – uden at ville det – begyndt at identificere dig med diagnosen. Tro på den virkelighed eller kasse, som diagnosen har sat dig i. Som om det er hele dig.
Men det er det ikke.
Cristine
PS: Du har nu viden, du måske ikke havde før. Og den viden bærer en nøgle.
Brug den.
Din krop er ikke din modstander. Den er et system i konstant bevægelse, der forsøger at samarbejde med dig.
Hver gang du bliver opmærksom på dine reaktioner og vender dig indad, ændrer du signalerne i det felt, dine celler lever i.
Det starter ikke med store beslutninger.
Det starter med et nærvær. En villighed til at spørge:
Er det her den energi, det budskab, jeg vil sende ind i mine celler lige nu? Hvis ikke så ændr din tilstand, dit humør.
Smil