Kapitel 4: Amy og din følelsesmæssige stress

Din stress er ikke i hovedet – den er i hele systemet

“Bad news sells because the amygdala is always looking for something to fear.”
Peter H. Diamandis

I Danmark har vi et stærkt sikkerhedsnet, og de færreste i Danmark bliver presset på de basale behov såsom; mad, et trygt sted at sove, hjælp hvis de bliver syge eller deres sikkerhed. Det tror vi i hvert fald…

Men det kan gradbøjes for rigtig mange kvinder med endometriose oplever lige præcis det på grund af, at endometriosen er svær at diagnosticere uden en egentlig kikkert undersøgelse. Der er kommet meget, virkelig meget mere fokus på endo i forhold til 2001, hvor jeg fandt ud af, at jeg havde endometriose. Den var svært at komme uden om, da jeg havde to cyster, en i hver æggestok på hver 10cm i diameter, men de 15 år op til den dag, havde jeg ikke fået hjælp. Man kan så sige, at jeg ikke troede, at jeg var syg, bare uheldig og forkert…..men det tror jeg egentlig ikke var meget bedre.

Desværre har jeg snakket med flere endo-kvinder, som ikke føler sig sikre eller føler, at de kan få hjælp til deres sygdom. Og det bliver man meget stresset over.

Og derudover kommer der et pres fra vores relationer, vores økonomi, om vi kan lide, rumme, takle vores studie, job eller os selv.

Men ligegyldig hvor den stress kommer fra om man har endo eller ej, om det noget ude fra, eller om det er indre oplevelser som lavt selvværd og negative overbevisninger med dertil hørende negativ indre small talk, så har det en konsekvens for vores krop.

Det autonome nervesystem

Vi har flere nervesystemer, men det vi skal snakke om her, er det autonome nervesystem.

Det autonome nervesystem er interessant, fordi det spiller en afgørende rolle i din stressrespons, og det er et automatiseret system.

Under det autonome nervesystem har vi det sympatiske og det parasympatiske nervesystem.

Jeg vil gerne introducere dig for Amygdala (som jeg fremover kalder Amy), der er en del af det sympatiske nervesystem.

Amy er opmærksom og hurtig, faktisk så hurtig, at du ofte ikke opdager, at hun har taget over. Amy er skabt til at passe på dig, og hun reagerer hver gang, hun opfanger noget, som virker farligt eller ukendt. Hun genkender mønstre og adfærd, som er baseret på tidligere oplevelser og erfaring. Men Amys briller er lidt fedtede, så hun stiller sig tilfreds med det, der bare minder om tidligere oplevelser og erfaring. Det sker som en ubevidst lynhurtig respons.

Jeg oplever, at konceptet “tidligere oplevelser og erfaring, som virkede farlige”, er som et gitter, jeg ser verden gennem.

Gitteret er det “farlige”, som jeg vedholdende fokuserer og gentager “at det skal jeg holde mig fra”. Det er en slags navigationssystem, der skal få mig sikkert gennem livet, og som samler livsbevarende data hele tiden, så det har den bedste forudsætning for at holde mig i live.

Det er min stressrespons.

Stress har intet at gøre med graden af påvirkning, men alt med din respons at gøre. Og mit gitter former min respons.

Amy er “GITTERVAGTEN”.

Amy hører sammen med det sympatiske nervesystem og den kemi, som følger med Amy er stresshormonerne kortisol og adrenalin.

Det sympatiske nervesystem er en del af det autonome nervesystem, som sætter vores krop i stand til at klare en akut belastning. Angst, stress og fysiske belastninger, det du ser i fjernsynet, det andre siger til dig og den betydning, du giver dig selv og dine oplevelser, aktiverer det sympatiske nervesystem.

Den fysiske forklaring på en stressreaktion

Rent fysisk løber blodet til arme og ben, så du hurtigt kan flygte. Det betyder, at vigtige processer i kroppen må vente, til der igen kommer ro på. Det påvirker alt, eksempelvis vores fordøjelse, fordi det bare er vildt svært at få sabeltigeren til at stoppe sit angreb, fordi du lige skal på toilettet.
Jeg ved ikke, hvordan du har haft det med dine tarme og afføring. Jeg har været plaget af utroligt smertefulde tarme, og det har været svært at have en daglig toiletrytme. Der skulle ikke meget til, før alt stoppede. Selv ting jeg gerne ville, som jeg havde glædet mig til, men fordi min amygdala blafrede, eller man kan sige, Amy sad vagtsomt ved roret og troede, at der var noget på spil, så fik jeg forstoppelse.

I virkeligheden, når jeg eksempelvis var på kursus, som jeg havde glædet mig til, så var der en del af mig, som fik lov til at fylde mere, end hvad godt er.

Det er den del, som tror på, at jeg ikke er god nok, som er bange for, at jeg fejler eller dummer mig. Ikke kan finde ud af det, falder igennem og som råber, at jeg slet ikke er værdig til - alt det gode. Det er den del, som allerhelst ser, at jeg bliver derhjemme og gør det samme i dag, som jeg gjorde i går. Og helst sådan lidt under radaren. I det skjulte.

Og den del havde ligesom en direkte knap til både Amy og ja, så altså også til mine tarme.

Udover fordøjelsen og vores tarme, så trækker det sympatiske nervesystem blodkarrene sammen, hæmmer også aktiviteten i kirtler, som producerer hormoner heriblandt æggestokkene, der producerer progesteron, og det får blodsukkeret til at stige, så du har brændstof nok til at løbe eller kæmpe.

Når vores sympatiske nervesystem og Amy har taget førertrøjen på, så er alle cellerne i din krop blevet gjort opmærksom på “det er nu det gælder, smid hvad I har i hænderne!”.

Amy er hurtig på aftrækkeren, hvilket hun skal være, da det er en del af hendes jobbeskrivelse. Men hvis Amy bombarderes med negative og stressende tanker, så sender vi hende konstant faresignaler, som det ikke er hensigtsmæssigt at sende hende. Jeg vil måske gå så langt til at sige, at vi giver hende de forkerte arbejdsopgaver. Amy er nemlig ikke forkert. En stressrespons er ikke forkert, og det system har holdt os i live i tusinder af år. Men som verden ser ud nu i vores del af verden, er det ikke fødevaremangel og katastrofer, som truer vores system. Systemet kan ikke kende forskel på en tanke og en sabeltiger. Og i vores tid er der markant flere tanker, end der er sabeltigere.

Styring af stressresponsen

Hvis jeg gerne vil styre min stressrespons, så Amy kan holde så meget fri som muligt, og der ikke er for mange stresshormoner i mine blodårer, er det vigtigt, at jeg arbejder med mig selv. At jeg er opmærksom på, hvad der sker i mine biopsykosociale cirkler fra smertemodellen i kapitel 2. I den model hører gitteret også til.

Det er nemlig muligt at arbejde med sit gitter - altså sine overbevisninger, sin fortolkning af verden baseret på tidligere erfaringer og traumer, sine skygger - alt det, som hører under begrebet “selvudvikling”. Det er grunden til, at du finder flere værktøjer i denne bog, som er egentlige selvudviklingsværktøjer.

Det betyder ikke, at du skal søbe rundt i og vende vrangen ud på samtlige smertefulde oplevelser, som du har haft, fra du blev født indtil nu. Men det betyder, at du pudser brillerne, så du ved om den reaktion, du har gang i lige nu, er baseret på en gammel historie, eller om det er en hensigtsmæssig adfærd baseret på nuet.

Vi kan ikke slippe væk fra vores historie, men vi kan acceptere den så meget, at vi begynder at forstå og opdage, hvornår det er den, der sidder ved rattet. Også kan vi bede den hoppe om bagi på bagsædet.

Du behøver ikke diskutere med din historie om den er retfærdig, urimelig, for voldsom, grænseoverskridende eller andet.

Din historie er.

Den står ikke til at blive lavet om. Kun din oplevelse af den, kan du lave om på. Men hvis du er i en konstant diskussion med din historie om, at den BURDE have været anderledes, fordi den gjorde for ondt, så lider du stadig. Så gør det stadig ondt.

Det kræver accept at arbejde med sin historie. Og en rigtig god måde at arbejde med accept på er ved at trække vejret.

Derfor har jeg lavet en øvelse til dig. Den hedder ØVELSE 6.

God fornøjelse
Cristine